Endnu en gang udpeges årets techfadæse, Årets Gakkelaks, og i den anden grøft den ærefulde Gyldne Ding. I denne særlige timelang udsendelse der blandt andet sendes fra Fremtiden, ser So ein Ding tilbage på de mest markante begivenheder indenfor teknologi i 2017. Og vi sætter fokus på de vigtigste ting, der skal forståes på vej mod 2018. Seerne har nomineret kandidaterne til Den Gyldne Ding og Gakkelaksen, og i finalerne kæmper så forskellige modstandere som Elon Musk, Margrethe Vestager, Selvkørende biler og den kunstige intelligens AlphaGo Zero om æren. Mens kampen om det skamfulde stempel står mellem Facebook, DNA-databasen, Angreb på netneutralitet i USA og - som fjerde finalist - Sundhedsplatformen.