Bolig til gartneren i baghaven, plads til hestevognen og kvadratmeter nok til både familie og tjenestefolk. I dag ligger Rosenvængets Kvarter midt i den myldrende storby på Østerbro i København, men i 1860erne var det langt ude på landet. Og derude blev et af landets første villakvarterer bygget til hovedstadens overklasse, der gerne ville have frisk luft og stranden for enden af vejen. I de 150 år, der fulgte er Danmark blevet et land af husejere, som bebor i de 1,1 millioner parcelhuse og villaer rundt om i byer og forstæder. I Pilegårdskvarteret i Tårnby kan man finde parcelhusenes spor tilbage til arbejdernes haveforening fra 1943 og så er vejene et broget kludetæppe af huse fra de følgende årtier, hvor husbyggeriet virkelig tog fart, middelklassen voksede og alle ville have køkkenalrum, bidet og gildesal. Medvirkende: Historiker Jonas Møller. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer