For enden af kassens indkøbsbånd står der en hvid og en grøn sparegris, så de handlende i Brugsen i Hellested kan give et par kroner til forsamlingshuset eller købe en reklamestreamer for den nyoprettede friskole. I den lille stevnske by er Brugsen meget mere end et indkøbssted, de kalder det byens hjerte og der regerer Karin. Det er hende man ringer til når man har brug for gode råd til en opskrift, hun holder styr på byens foreninger og udlejningsnøglen til forsamlingshuset, hjælper med teksten på et lykønskningskort eller modtager bestilling og stiller varerne udenfor, hvis man ikke kan nå hjem fra arbejde inden lukketid. Tilrettelæggelse: Susanna Sommer Medvirkende: Brugsuddeler Karin Hansen og Niels Juul Jensen, formand for Brugsforeningen i Hellested